ACCORD IDAG

Accord har købt, solgt og byttet musik siden 1940 og er idag Danmarks største forhandler af Musik & Film.

Vi handler primært med brugte varer og har et stort og velassorteret udvalg af CD´er, vinylplader, DVD- og Blu-ray film m.m.

Forstår du også charmen i selv at gå på jagt, så synes du nok også at Accord er et sjovt sted.

ACCORD'S HISTORIE

Etableret i 1940

Om hvordan en taxachauffør blev Accords grundlægger og hvordan hele brugthandlen med musik startede i Danmark.

I 1940 var der krig i Europa, hvilket betød at olie var dyr, mad og kaffe blev rationeret, grænserne var lukkede og søtransporten var ramt. Alfred E. Olsen var dengang taxachauffør i København og der var ikke mange, som ødslede penge væk på taxatransport.

Den 3. september 1940 parkerede Alfred E. Olsen sin hyrevogn for altid og åbnede Accord i barakkerne ved Vesterbrogade, hvor Trommesalen nu ligger.

Dengang var vinylen ikke opfundet, man hørte lakplader. Materialerne til lakplader ikke kunne nå frem til Europa fra Østen under krigen, og derfor indførte man den regel, at for at købe en ny plade, skulle man aflevere en gammel til omsmeltning. Det satte virkelig gang i omsætningen af brugte plader.

Alfred Olsens forretning byggede på hans egen personlige smag. Han brændte for den klassiske musik og grundet hans store viden og hans flair for at købe de rigtige ting, tiltrak hans forretning rigtigt mange samlere af klassisk musik.

Det var ikke nogen stor butik. Forbutikken var et lokale på ca. 20 kvadratmeter, som var fyldt op fra gulv til loft med reoler med plader, plader og atter plader. Lokalet var skåret igennem af en stor vinkeldisk, der markerede grænsen for, hvor tæt man som kunde kunne nærme sig herlighederne på væggen.

Allernådigst var der opstillet 2-3 rodekasser i kundeområdet, som man kunne bladre i – hvad man i øvrigt kunne få lov at se på, var op til Alfred Olsens humør og velvilje og til ens status som kunde. For det rigtig interessante var baglokalerne og ikke mindst kældrene; gangarealerne og skabene var proppet med plader, selv gulvarealerne – også dem på toilettet – var fyldt op med stakke af plader. Kun smalle stier, der lige akkurat tillod forsigtig passage, førte gennem baglokalet og gange samt kælderrum efter kælderrum.

Uffe Vestergård og hans bedrifter

Uffe Vestergård var ung i de glade 70’ere og havde brug for en lejlighed. På Østerbro kunne han få en lejlighed, men kun hvis han også drev erhverv. Kreativ som han var, fandt han sine tegneserier og lidt plader frem fra sin egen samling og satte dem op i forlokalet. Hurtigt måtte han erfare at han havde flair for handel, og derfor måtte han hurtigt ud og skaffe flere varer. Hans første butik kom til at hedde Dr. Octopus og lå i Århusgade.

Uffe var den fødte iværksætter og hans liv stod ikke stille de næste mange år. Han var stærkt forelsket i handel med plader og der var gang i gaden på Østerbro. I 1980 åbnede han “Pladepiraten” i Ndr. Frihavnsgade.

Han var åben og smilende og der var plads til alle typer i hans forretning. Uffe var selv mest til rock og verdensmusik, men han lærte gerne noget om alt det han ikke kendte til. Aldrig bange for at satse, købte Uffe i 1984 “Accord” da Alfred E. Olsen døde. Uffe kunne lide navnet og med det, fulgte et enormt varelager og (meget praktisk) en medarbejder, som vidste noget om klassisk musik, hvilket Uffe dengang ikke gjorde og dermed et fuldendt repertoire.

Uffe havde en stor evne til at bringe mennesker sammen og fantastiske forretninger opstod af kærligheden til musikken, til rillerne i pladerne hvorfra guitarsoloer, trommerytmer, samba og skæve sangerinders stemmer flød. Intet var for mærkeligt til at det kunne og skulle høres… og hvem falder ikke for det? Samtlige af Accords kunder blev smittet af denne romance, denne nørdethed, dennes livslyst og det begær, som musikken og jagten på skiverne medbragte.

Uffes forretninger byggede på en grundlæggende interesse for hele musikken som idé og kulturfænomen. Alle genrer så han som ligeværdige. Han gav folk mulighed for at bruge tilgodebeviser i 20 år, hvilket var helt usædvanligt. Det var vigtigt for ham at det var en god oplevelse og en god handel for både køber og sælger. Det blev den stærkeste kerne i Accord, også idag!

Uffe slår sig sammen med Brian Olsson

14 år og vild med musik, søgte Brian Olsson en praktikplads i Accord. Metallica var nr. 1 og Brian var selv musikalsk, trommeslager ligesom Uffe. Måske en af grundende til at de faldt godt i hak. Brian viste så gode evner den uge at han fik fast job. Da han blev 18 fyrede Uffe ham fordi han ville koste en del mere i timeløn. Brian var knust, men ikke mere end to uger efter ringede Uffe og måtte sande at han var for dyr at undvære.

32 år og stadig vild med musik og Accord, indgik Brian og Uffe et partnerskab. Brians flair for service, drift og handel var et godt match med Uffes flagrende iværksætterånd, hvilket gjorde Accord endnu stærkere og modstandsdygtig overfor forandringerne i musikbranchen i 90’erne og den økonomiske krise i 00’erne.

Det bliver i familien

Uffe startede andre eventyr på Østerbro. Sidst i 70’erne mødte han Lea. Sammen lavede de store koncerter i fælledparken, de boede i en årrække i kollektiv og i 1984 fik de deres første barn sammen, Sofie, og i 1987 kom Simon til verden. Børnene voksede op halvt hjemme og halvt i Accord.

Simon og Sofie Vestergård voksede op med Santana og Pink Floyd på pladespilleren og bands i kælderen. Uffe spillede og hørte musik hele tiden. Hans to børn fik begge jobs i Accord som 13 årige. Første job bestod i at tage tusindvis af klistermærker af lp ydercovers. De har begge været på afstikkere i tekstilernes og biologiens verden, men vendte begge tilbage. Med Accord som en konstant i livet og erfaringer udefra var de to børn klar i 2014 til at blive en del af familiefirmaet.

Efter et stærkt levet liv, gik Uffe bort i september 2018. Idag føres Accord videre af Brian, Simon, Sofie og Lea.